| Hjem | Tilbageblik | Kriminalitet i Danmark igennem tiden | Bogliste | Opskrifter | |
| Artikler og Nyheder | Links | Kommer senere | Lokalhistorie | Erindringer | Diverse |
|
"Handskemageren" og hans Bande. (1856) Med udgangspunkt i S. Tage Jensens Artikel. Ildspåsættelser, Røverier og Indbrud havde i adskillige År været jævnlige Begivenheder. Man vidste godt, hvem Forbryderne var, det var en hel Bande, der opererede to eller flere sammen, Hovedmanden var den 50-årige Hans Jacob Mortensen, kaldet Handskemageren. Denne Mand havde en mærkelig Indflydelse på dem, han traf sammen med, og altid blev Indflydelsen til det onde. Inden længe havde han fået dem overtalt til at hjælpe sig med sine Forbrydelser, idet han af Erfaring kunne fortælle dem, at blot man konsekvent nægtede alt, blev man ikke dømt, selvom Indicierne pegede nok så meget på En. Og disse hans Elever lærte fra sig igen. Det var faktisk således, at af samtlige Tiltalte i den store Sag, der endelig kom op, var der ikke en, som Handskemageren ikke direkte eller indirekte var Skyld i, var blevet Forbryder. Og det havde Befolkningen vidst igennem lang Tid. Intet Under da, at han betragtedes som en ren Djævel. Da der nu yderligere var begået et Mord på Vårskovgård, som trods den lokale Dommers Undersøgelser stadig var uopklaret, sendte Amtmanden over Maribo Amt en Indberetning til Ministeriet, hvorefter Assessor i Københavns kriminal- og Politiret Herman Rothe beordredes til at foretage Undersøgelse af disse Sager. Assessor Rothe var lige begyndt med sine Undersøgelser, da der indløb Meddelelse om, at et nyt, 4-dobbelt Mord var begået i Støby i Lollands søndre Herred. Da der efter den første Undersøgelse ikke syntes at være Tvivl om, at denne Forbrydelse havde Forbindelse med de tidligere, gav Ministeriet Herredsfogden, Justitsråd Fasting, Ordre til at samarbejde med Assessor Rothe, således at alle Sagerne behandledes af dem i Fællesskab. Omstændighederne ved det sidste Mord var følgende: Natten mellem den 21. og 22. Marts 1851 brændte Jørgen Johansens Gård i Støby. Da Naboerne, der var kommet til, fandt det mærkeligt, at de ikke så noget til Beboerne, stødte de Væggen ned til Sovekammeret, og der lå de forkullede Lig af Gårdejeren og hans Hustru. Da Væggen ind til Pigekammeret også var revet ned, fandt man der Ligene af de to Tjenestepiger. Medens det ved Obduktionsforretningen på Grund af Ligenes stærkt forkullede Tilstand ikke kunne godtgøres, om Gårdejeren og de to Piger var døde som Følge af Vold, eller om Døden skyldtes Kvælning forårsaget af Røgen, var det sikkert, at Hustruen var død som Følge af strangulation. Kommissionsdommeren greb nu Sagen energisk an og arresterede Handskemageren og hans nærmeste Medhjælpere, den 58-årige Mads Heden og hans Jævnaldrende Morten Baad og den noget yngre Mads Vixnæs. Som sædvanlig nægtede Handskemageren alt, og det samme gjorde de andre, da de stolede på, at det var rigtigt, hvad han havde sagt dem, at blot de blev ved med at nægte, var der ingen, der kunne dømme dem. Det varede dog ikke længe, før Mads Heden, der var den mindst forhærdede af dem, gav op og aflagde Tilståelse om, at han havde været med til det sidste Mord, men han påstod og fastholdt stadig, at der ikke havde været aftalt noget om, at nogen skulle dræbes, men at der kun havde været Tale om et Indbrudstyveri, hvor det måske kunne komme til lidt Vold, hvis der blev ydet Modstand. Da Handskemageren hørte, at Heden havde indrømmet, tilstod han også, og ikke blot sin Delagtighed i Mordet, men tillige en lang Række andre Forbrydelser i den sidste halve Snes År. Han var den mest uforbeholdne af dem alle, måske fordi han indså, at hans Liv ikke stod til at redde. Han indrømmede, at det var ham, der havde fattet Planen om at forøve Røveri på Gården, og at det med de andre var aftalt, at Gårdejeren og Hustruen i alle Tilfælde skulle dræbes, men at der ikke var bestemt noget med Hensyn til Pigerne, dog at det var nævnet, at det måske var bedst, at de også kom af Vejen, for at de ikke skulle røbe dem, og at Gården i alt Fald skulle stikkes i Brand for at skjule Gerningen. Baad påstod, at han havde modsat sig Planen om, at Gårdmandsfolkene i alle Tilfælde skulle dræbes, og at han kun var gået med til, at dette skulle ske, hvis Tyveriet ellers ikke kunne udføres eller der var Fare for Opdagelse, og at han netop havde talt med Heden om, at Pigerne i hvert Fald måtte skånes. Vixnæs ville heller ikke indrømme, at han havde været enig i, at der under alle Omstændigheder skulle begås Drab, og han ville hævde, at når han havde slået den ene af Pigerne i Hovedet med en .. Økse, var det kun for at bedøve hende, uden at han dog kunne give Forklaring på, hvorledes han havde tænkt sig, at hun, når Huset var stukket i Brand, så skulle kunne undslippe. Efter at have forøvet Drabene søgte de efter Penge og fandt omkring 900 Rbd., som de delte. Så satte de ild på Huset og gik hver til sit. En Broder til Mads Vixnæs, Anders, og en Daglejer Christian Frederik Mortensen var også blevet arresterede sigtede for Mordet på Vårskovgård. Også de nægtede hårdnakket til en Begyndelse, men aflagde derefter Bekendelse. De havde først talt om, at det ville være meget let at kvæle Gårdskarlen og så hænge ham op, så at det kunne få Udseende af Selvmord, men da Vixnæs var kommet ind i hans Kammer, fattede Karlen Mistanke om hans Hensigt og greb efter sit Gevær, der hang på, Væggen, og så, var der ikke andet at gøre end at tage en Træsko og slå, ham i Hovedet med og bagefter fuldføre Handlingen med en Hammer. Anders Vixnæs og Christian Mortensen, der ellers havde været nogle af de mindre farlige Medlemmer af Banden, påstod, at de havde fattet Planen til deres store Forbrydelse i et Øjeblik, da de begge stod ganske blottede for Penge, og betegnende er det i den Henseende, at en gammel Pastor Sørensen, der havde kendt Vixnæs fra hans tidlige Barndom, i en Blyantsnotits skrev om ham, at han som Dreng var flink og rar, men er forført af Broderen og af Djævelen Handskemageren. Nu strømmede det ind med Anmeldelser. Hvad Folk af Frygt for Hævn fra Forbrydernes Side ikke før havde vovet at meddele, anmeldte de nu, og det var både Brandstiftelser, Røverier og Tyverier begåede igennem mange År. Flere og flere blev arresterede, og i Sagen var der til sidst ikke færre end 43 Personer implicerede. Arrestanterne aflagde efterhånden alle Tilståelse om de Forbrydelser, de var anklaget for, og da Sagen sluttede, var foruden de to Mord yderligere tre Ildspåsættelser, nogle Røverier og en Mængde Indbruds- og Marktyverier opklarede. Ved Dommen, i hvis Afsigelse kriminalretsassessor Casse var beordret til at deltage sammen med Undersøgelsesdommerne, blev Hans Jacob Mortensen (Handskemageren), Mads og Anders Vixnæs og Christian Frederik Mortensen dømt til at have deres Liv forbrudt, de to førstnævnte at lægges på Stejle og Hjul, de to sidstnævntes Hoveder at sættes på en Stage. Heden blev idømt Tugthusarbejde på Livstid. Baad var død under Sagen. Af de øvrige Tiltalte blev 14 idømt Tugthusarbejde, 1 i 13 År, 2 i 12 År, 3 i 10 År, 3 i 8 År, 4 i 6 År og 1 i 5 År, eller med andre Ord i alt 120 År. Resten fik mindre Straf fra Forbedringshusarbejde i 2 År ned til Fængsel på Vand og Brød. Dommen blev for de Dødsdømtes Vedkommende forelagt Højesteret. Forinden Sagen kom for her, havde Handskemageren set Lejlighed til at tage sig af Dage ved Hængning i Arresten. For de tre andres Vedkommende blev det en Stadfæstelse. Nogle af de Tilforordnede i Højesteret indstillede Christian Frederik Mortensen til Benådning, og da Cancelliet også fandt Grunde hertil, forelagdes Indstillingen for Kongen, der resolverede, at Dødsdommene over Mads og Anders Vixnæs skulle fuldbyrdes, dog således at den efterfølgende kvalificerede Behandling bortfaldt, hvorimod Mortensen benådedes mod at kagstryges og derefter hensættes til Tugthusarbejde på Livstid under streng Bevogtning. At Assessor Rothe så hurtigt fik Bugt med en så forhærdet Forbryder som Handskemageren, skyldtes ikke, at han var hård, endsige at han brugte Tvang. Intet var ham fjernere. Han var stærkt religiøs. Da han kom tilbage til København, udtalte han, at han følte, som kom han fra en Gudstjeneste. Guds Hånd havde været ham ganske åbenbar. Intet havde han kunnet udrette, når ikke Forsynets Hånd havde givet ham Momenterne i Hænde, og dette havde Gud gjort i Godhed for de gode Borgere for at fri dem for Ondskaben og af Barmhjertighed mod Forbryderne, for at de ved Straffen hernede mulig kunne omvende sig og undfly den evige Fordømmelse. Han var af den Tro, at ingen er sunket så dybt; at han er ganske forladt af sin Skaber, men at der stedse er et blødt Sted, der er blevet tilbage under det øvrige Hjertes Forhærdelse, og på dette Sted er Forbryderen tilgængelig for Påvirkning. Handskemagerens Tilståelse fortalte han, at han havde fået på den Måde at han, da Heden havde erkendt, bad ham om nu at holde det Løfte, han havde givet om, at hvis nogen af de andre ville indrømme, så skulle han også gerne gøre det, for har jeg nogensinde skuffet dig, har jeg nogensinde løjet for dig eller lovet dig noget, som jeg ikke har Holdt, hvis ikke, så forlanger jeg, at du også nu skal holde dit Løfte. For første Gang fik Forbryderen da Lyst til også en Gang at være en Mand af redelighed. Med Hensyn til de hårde Straffe, han havde idømt, sagde han, at han aldrig ville kunne bringe det over sit Hjerte at gøre disse Mennesker timeligt ulykkelige, ja bringe nogle af dem til Skafottet, dersom han ikke tillige havde virket til deres evige Vel. "En ny og sandfærdig vise Hvem har inte alt hørt tale Stormen over marken fyger, Snart de sidder omkring bordet, "For ej levende at brænde Alle fire nu sig sniger Ind i køkkenet de stiger, Manden vågnede ved larmen Ind Mads Vixnæs nu sig skyndte, Men endskønt hun inte heller Nu de fire skurke vendte For at ende hele legen Themis sværd er ikke krummet Landsmand, heraf kan du kende, |