Alberti.

(1908)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

  

TIRSDAG d. 8. September om Formiddagen indfandt Gehejmekonferens­råd, fhv. Justitsminister Alberti sig hos Opdagelsespolitiet på Politi­kammeret og bad om at tale med den vagthavende.

 

Overfor Souschefen, Overbetjent Jacobsen, tilstod han sig skyldig i Be­drageri og Falsk til et Beløb af ca. 9 Millioner Kroner. Efter en kort Af­høring blev han indsat i Arresten.

 

Da Aviserne den næste Dag bragte Nyheden, vakte den almindelig Be­styrtelse hos den store Befolkning. At Landets lige afgåede Justitsminister havde afsløret sig som Storforbryder var jo uhørt.

 

Der var dog enkelte Kredse, for hvem Meddelelsen ikke kom som den store Overraskelse.

Igennem længere Tid havde der været Røre om hans Navn i Forbindelse med forskellige Transaktioner, og Redaktøren af et herværende stort Blad havde rettet voldsomme Angreb på ham dels i Bladet og dels på Rigs­dagen og ret utilsløret antydet, at hans Hæderlighed ikke har hævet over enhver Tvivl.

 

Betegnende var det da også, at da Overbetjent Jacobsen gav Meddelel­sen til Politiinspektør Henrik Madsen, svarede denne kun: "Se, se, også Falsk."

 

Efter den følgende Dag at være blevet arresteret i Grundlovsforhøret fik Alberti sin Sag henvist til 2. Kriminalkammer, Assessor Schou.

 

Det var et Kæmpearbejde, der nu forestod.

Bedragerierne var i høj Grad indviklede, og Alberti, der nok indrømmede sig skyldig i det allermeste, ville gerne pynte så meget på de forskellige Forhold som muligt, og enkelte af dem nægtede han. Undersøgelsen skred derfor kun langsomt frem og først i Efteråret 1910 var den sluttet.

 

De efter Datidens Forhold enorme Bedragerier var udført på følgende Måde:

 

Efter at Alberti i 1887 var valgt til Suppleant for sin Fader som Formand for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og faktisk var enerådende, idet han ved sin stærke Personlighed havde de andre Bestyrelsesmedlemmer i sin hule Hånd, fik han det følgende År sat igennem, at han fik Bemyndigelse til at anbringe 1.200.000 Kr. af Sparekassens Midler i et stort Byggefore­tagende i Jægersborgsgade, for hvilket han var Sagfører og samtidig Kasserer.

 

Denne Bemyndigelse misbrugte han til at tilvende sig 300.000 Kr. som han skaffede sig udbetalt ved urigtigt at angive, at de skulle anbringes i Ejendommene. Bedrageriet skjulte han ved Udstedelse af Kasseordrer, hvor­ved foranledigedes urigtige Tilførsler i Sparekassens Bøger.

 

I de følgende 8 År fik han disse Penge tilbagebetalt ved Hjælp af andre Bedragerier.

 

Dette Forhold nægtede han.

I 1892 havde han tilvendt sig ca. 70.000 Kr. af et Dødsbo, han behandlede som Executor. Beløbet brugte han det meste af til Dækning af et Bedrageri overfor Sparekassen med Hensyn til et Lån, han havde optaget i National­banken.

 

Dette Forhold nægtede han også.

I 1888 stiftedes på hans Initiativ. ”Danmarks Landmænds Smøreksportforening”, der vandt stor Tilslutning, og som på et Tidspunkt omfattede 150 Mejerier. Han blev Foreningens Formand og tillige dens Kasserer.

Han fik Sparekassen til at finansiere Foreningen, således at der forskudsvis ud­betaltes Mejerierne for det Smør, de indleverede til Foreningen, og Afreg­ningen skulle så ske senere fra Aftagerne i England. Som Formand begge Steder var han faktisk ganske enevældig i Forholdene mellem Sparekassen og Eksportforeningen.

 

I 1889 oprettede han i The London Joint Stock Bank en Konto på eget Navn, til hvilken han overførte store dele af Indbetalingerne fra de engelske Firmaer, og det var denne Konto, ved hvilken han for en stor Del var i Stand til at udføre Bedragerierne.

 

Da det viste sig, at de Beløb, der indkom, ikke var i Stand til at dække Udbetalingerne til Mejerierne, anmodede han Hovedaftageren i England, Fir­maet Willer & Riley i Manchester om at ombytte en Del af Ugeafregningerne med andre, der viste højere Pris, end der virkelig opnåedes, hvad Firmaets Indehaver gik med til.

 

Han begyndte endvidere at anvende Foreningens Midler til Guldmine­aktie - Spekulationer for derved at indvinde Dækning for Underskuddet.

 

Det blev oplyst, at han fra Foreningens Stiftelse til sin Selvanmeldelse svigagtigt havde tilvendt sig af Eksportforeningens Midler i alt ca. 8.700.000 Kr.  Deraf var ca. 6.600.000 Kr. anvendt til Guldminespekulation, for Største­delen udført gennem et Firma D. Thompson & Co. i London. Resten af Be­løbet var medgået til hans Foretagender her i Landet, deraf over 1 Million Kr. til et Teglværk, han ejede.

 

Da han meldte sig, var Underbalancen i Eksportforeningen Kr. 15.463.667. 96 Øre.

 

Et Beløb af godt og vel 2 Mil. deraf fremkom ved Difference mellem Willer & Riley's Opgørelse af Mellemværendet med Foreningen og dennes Opgørelse, hvilket delvis skyldtes Transaktionerne med Afregningerne, men til dels også svigagtig Bogføring hos Willer & Riley. Resten af Underba­lancen ca. 4.700.000 Kr. skyldtes Handelstab m. v.  for hvilke der dog ikke kunne pålægges ham Strafansvar.

 

Underbalancen skjulte han på følgende Måde: En Del af Foreningens Indtægter, som han tilvendte sig, undlod han simpelthen at bogføre. Ved de urigtige Afregninger fra Willer & Riley forhøjede han Posterne på Ind­tægtssiden og endvidere indførte han store Poster af Renter eller Kommis­sionssalærer, som fingeredes indgået fra England.

 

Willer & Riley skrev under på Veksler for Beløb, som ikke vedrørte Mellemværendet på Smør, Vekslerne diskonterede han og lod dem indgå i Bøgerne. Disse Diskonteringer kom efterhånden til at andrage uhyre Be­løb. Midlerne til Indløsning af Vekslerne ved Forfaldstid fik han væsentligst fra Sparekassen.

 

Fra 1905 til 1908 dækkede han 6 ½  Mil. ved en Række fingerede Indbe­talinger fra Willer & Riley.

 

Endelig lod han hvert År i Bøgerne henstå store Beløb som udækket Tilgodehavende hos dette Firma.

 

Han foreviste Revisionen falske Kontokuranter over Mellemværendet med det engelske Firma. Han skrev selv Udkastet til dem og lod dem renskrive på Engelsk af en Kontorist hos Thompson & Co. der dog ikke vidste noget om, hvad de skulle bruges til. Han underskrev dem så selv med Willer & Riley's Navn.

 

Da Eksportforeningens Gæld til Sparekassen efterhånden voksede til Mil­lioner, sørgede han for hver Marts Måned før Regnskabsafslutningen at bringe Gælden ned til en Ubetydelighed ved store Veksel - Trasseringer på Willer & Riley for så at lade den vokse igen straks efter.

Som Sikkerhed i Banken, der diskonterede de store Vekselbeløb, havde han udtaget så godt som hele Sparekassens Beholdning af Kreditforenings­obligationer og efterhånden solgt dem. Sparekassen led herved et Tab på over 7 Millioner Kroner.

 

Overfor Revisionen i Sparekassen foreviste han nogle af ham selv for­færdigede Beviser for Obligationernes Tilstedeværelse i Banken under­skrevne med de to Bankdirektørers Navne og Bankens Navn påsat med et Gummistempel.

 

Bogholderiet i Sparekassen førte han hele Tiden bag Lyset med urigtige Oplysninger, hvorved han bl.a. et År var i Stand til at skjule en Gæld til Banken på 2 ½  Mil. Kr.

 

På et Tidspunkt, da det kneb svært med Sparekassens Likviditet, for­måede han Konseilspræsident I. C. Christensen, der fungerede som Finansminister, til af Statskassen at yde Sparekassen et Lån på 1 ½ Million Kr.

 

Lånet blev tilbagebetalt, og der kunne ikke gøres Strafansvar gældende mod ham for det. Men det var et af Anklagepunkterne i den senere Rigsrets­sag mod I. C. Christensen og Indenrigsminister Berg.

 

Da Sammenbruddet var sket, måtte Willer & Riley træde i Likvidation. Mr. Willer flygtede fra England. Arrestdekret blev afsagt over ham, men endnu ved Sagens Afslutning her var han ikke fundet.

 

Dommen blev afsagt d. 17. December 1910. Den lød på Maksimumsstraffen 8 Års Tugthusarbejde.

I August 1917 blev han benådet for den sidste Del af Straffetiden.

 

Efter Løsladelsen opholdt han sig her i Byen.

Den 11. Juni 1932, Dagen efter sin 81 Års Fødselsdag, blev han påkørt af en Sporvogn. Tre Dage efter døde han.